Psykiske funktionsnedsættelser

Elever med en psykisk funktionsnedsættelse på en ungdomsuddannelse kan have brug for støttetimer.

Hvad er psykiske funktionsnedsættelser?

Psykiske funktionsnedsættelser dækker blandt andet over udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme, skizofreni, OCD, bipolar lidelse, depression og angst.

Elever med psykiske funktionsnedsættelser kan blandt andet opleve udfordringer med:

  • manglende overskud og energi
  • tilrettelæggelse, planlægning og igangsættelse af større opgaver og eksaminer
  • nedsat koncentration og hukommelse i forbindelse med læsning
  • planlægning samt skabelse af struktur og overblik i hverdagen på uddannelsen
  • socialt samspil samt deltagelse i gruppearbejde og undervisning
  • negativt fagligt selvbillede og usikkerhed om egne faglige evner

Hvilken støtte kan elever med psykiske funktionsnedsættelser få?

Nedenfor kan du se en liste over de former for støtte, elever med psykiske funktionsnedsættelser typisk kan få bevilget gennem SPS-ordningen. Styrelsen bevilger støtten på baggrund af en konkret vurdering af elevens udfordringer.

Hvert enkelt punkt fører videre til en beskrivelse af støtteformerne.

Studiestøttetimer
Støttepersontimer

SPS for elever i ASF-klasser

Uddannelsesforløb i ASF-klasser er målrettet elever med autismespektrumforstyrrelse (ASF) og er tilrettelagt, så der tages højde for de vanskeligheder, der kan være forbundet med funktionsnedsættelsen.

Uddannelsesinstitutionerne kan derfor ikke også modtage tilskud til SPS til elever med ASF, da det i så fald vil betyde, at institutionen modtager tilskud til samme formål to gange.

Elever i ASF-klasser, der har andre funktionsnedsættelser ud over ASF (fx ordblindhed), kan få bevilget SPS på baggrund af den eller de øvrige funktionsnedsættelser, hvis der er behov for støtte.

Ansøgning om SPS 

Når du ansøger om SPS til en egu-elev i virksomhedspraktik med en psykisk funktionsnedsættelse, skal du beskrive de konkrete udfordringer, eleven har i relation til virksomhedspraktikken. Du kan tage udgangspunkt i de udfordringer, der knytter sig til forskellige situationer på arbejdspladsen. 

Når du søger om støttetimer, skal du beskrive, hvad timerne skal anvendes til. Vær opmærksom på, om det behov, støttetimerne skal dække, ligger inden for rammerne af SPS.

Hvis du ikke selv kan beskrive elevens udfordringer, skal du sikre dig, at beskrivelsen er en del af den dokumentation, du vedhæfter.

Dokumentation

Når du ansøger om støtte til en elev med en psykisk funktionsnedsættelse i SPSA, skal du vedhæfte dokumentation for elevens funktionsnedsættelse. Du skal kun vedhæfte dokumentation for funktionsnedsættelsen, hvis vi ikke tidligere har modtaget den relevante dokumentation. Hvis der er sket ændringer i elevens funktionsnedsættelse, skal du vedhæfte fornyet aktuel lægefaglig dokumentation. 

Dokumentationen skal beskrive den aktuelle tilstand. Hvis elevens tilstand er kronisk, behøver dokumentationen ikke at være udarbejdet for nyligt. 

Dokumentation for psykiske funktionsnedsættelser består typisk af dokumentation fra egen læge, speciallæge eller psykiatrien, hvor diagnosen fremgår. Derudover kan dokumentation bestå af kognitive eller psykologiske tests eller vurderinger, hvis eleven har fået foretaget det. 

Hvis eleven ikke har en diagnose, skal den psykiske funktionsnedsættelse være dokumenteret på anden vis. Det kan fx være gennem en henvisning til udredning i psykiatrien, hos en privatpraktiserende psykiater eller psykolog, eller via en vurdering fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). 

Dokumentationen skal indeholde elevens navn og CPR-nummer. Dokumentationen skal være dateret, og det skal fremgå, hvem der har udstedt den, herunder navn, stillingsbetegnelse og ansættelsessted (fx virksomhed, lægehus, hospital eller lignende).

Særlige krav til dokumentation ved psykiske funktionsnedsættelser

Har vi allerede dokumentation? 

Hvis eleven har fået SPS på baggrund af den samme funktionsnedsættelse på en anden uddannelse, findes denne dokumentation allerede i vores system. 

Du har ikke adgang til at se dokumentation, som en anden skole har vedhæftet i SPSA. Du kan i stedet spørge eleven, om dokumentationen er afleveret i forbindelse med en tidligere SPS-ansøgning. Hvis det er tilfældet, og dokumentationen stadig er aktuel, behøver du ikke at vedhæfte den igen.