Psykiske funktionsnedsættelser

Hvis du har en psykisk funktionsnedsættelse, og går på FGU eller er egu-elev i virksomhedspraktik, kan du have brug for støtte.

Hvad er en psykisk funktionsnedsættelse?

En psykisk funktionsnedsættelse kan fx være en udviklingsforstyrrelse som ADHD eller autisme, skizofreni, OCD, bipolar lidelse, depression eller angst.  

Hvis du har en psykisk funktionsnedsættelse, kan det give dig nogle udfordringer på uddannelsen. Du har måske svært ved at koncentrere dig, når du skal læse og skrive, eller du kan have svært ved at huske det, du har læst. Det kan også være, at du har svært ved at planlægge din læsning, strukturere din hverdag på uddannelsen og aflevere dine opgaver til tiden.

Du kan også have udfordringer med:

  • manglende overskud og energi
  • nedsat koncentration og hukommelse i forbindelse med læsning
  • tilrettelæggelse, planlægning og igangsættelse af større opgaver og eksaminer
  • planlægning samt skabelse af struktur og overblik i din hverdag på uddannelsen
  • socialt samspil samt deltagelse i gruppearbejde og undervisning
  • negativt fagligt selvbillede og usikkerhed om egne faglige evner

Egu-elever i virksomhedspraktik kan få støttetimer

Hvis du har en psykisk funktionsnedsættelse, kan du som egu-elev i virksomhedspraktik få støttetimer gennem SPS-ordningen. Hvis du har brug for ekstra hjælp i dit skoleforløb, er det skolen, der sørger for, at du får den støtte, du har brug for. 

Nedenfor kan du se en liste over de former for støtte, du typisk kan få, når du er i virksomhedspraktik. Det er ikke sikkert, at alle støtteformerne er relevante for dig. 

Hvert enkelt punkt fører videre til en beskrivelse af støtteformen.

Studiestøttetimer (egu-elever i virksomhedspraktik)
Støttepersontimer (egu-elever i virksomhedspraktik)

Hvis du har brug for støtte som FGU-elev

På FGU får du undervisning i et miljø, hvor der er fokus på, at alle elever skal føle sig trygge og få den støtte, de har brug for. Hvis du har brug for ekstra hjælp i undervisningen, er det skolen, der sørger for, at du får den støtte, du har brug for. 

Hvis du går på egu-sporet på FGU og skal i virksomhedspraktik, kan du få støttetimer gennem SPS-ordningen, hvis du har brug for støtte. Støttetimerne kan kun gives i den periode, hvor du er i praktik. 

Sådan søger du om SPS

Det er den SPS-ansvarlige på skolen, som søger om SPS til dig. Du skal derfor kontakte den SPS-ansvarlige på skolen, hvis du har behov for støtte til din uddannelse.

Se video og læs om, hvordan du søger SPS

Dokumentation

Du skal have dokumentation for din psykiske funktionsnedsættelse med første gang, du har en samtale med den SPS-ansvarlige på skolen.

Dokumentation for en psykisk funktionsnedsættelse kan fx være en udtalelse fra din egen læge, speciallæge eller psykiatrien, hvor der står, hvilken diagnose du har. Derudover kan dokumentationen bestå af en kognitiv eller psykologisk test eller vurdering, hvis du har fået foretaget det. 

Hvis du ikke har en diagnose, skal din psykiske funktionsnedsættelse være dokumenteret på anden vis. Det kan fx være gennem en henvisning til udredning i psykiatrien, hos en privatpraktiserende psykiater eller en psykolog, eller via en vurdering fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). 

Den SPS-ansvarlige på din skole kan vejlede dig i forhold til dokumentation. 

Har du fået SPS før – så har vi allerede din dokumentation

Hvis du tidligere har fået SPS for den samme funktionsnedsættelse på en anden uddannelse, behøver du ikke aflevere den samme dokumentation igen. 

Du kan sige til den SPS-ansvarlige på din nye skole, at du har fået SPS før, og at du allerede har afleveret dokumentation.