Faglige støttegivere og studiementorer, der giver støtte til studerende med en psykisk eller neurologisk funktionsnedsættelse, har mulighed for at deltage i opkvalificering. Beskrivelsen gælder for erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser.
Faglige støttegivere til studerende med en psykisk eller neurologisk funktionsnedsættelse kan blive klædt på til opgaven som faglig støttegiver eller studiementor ved at deltage i opkvalificering.
Opkvalificering skal understøtte kvaliteten i støtteforløbet og sikre, at den faglige støttegiver og studiementoren er godt klædt på til opgaven. Opkvalificeringen består af forskellige former for faglig udvikling.
Introworkshop er målrettet opstarten af et støtteforløb, mens temaworkshop og supervision kan benyttes efter behov i hele den periode, hvor den studerende modtager SPS.
Formålet med introworkshoppen er, at den faglige støttegiver og studiementor får et basiskendskab til psykiske og neurologiske vanskeligheder. Herudover bliver den faglige støttegiver og studiementoren introduceret til redskaber, der kan støtte dem i at rammesætte og udføre opgaven. Der bliver løbende udbudt introworkshops for nye faglige støttegivere og studiementorer af styrelsens leverandør.
En introworkshop varer 3 timer.
Formålet med temaworkshoppen er, at den faglige støttegiver eller studiementoren får konkrete og målrettede redskaber, som relaterer sig specifikt til det igangværende støtteforløb. Den faglige støttegiver og studiementoren kan deltage i temaworkshops med forskellige emner, som tilrettelægges af styrelsens leverandører.
I de tilfælde, hvor en faglig støttegiver eller studiementor har flere studerende, kan vedkommende i særlige tilfælde deltage i op til to workshops pr. halvår. Det kan være relevant at deltage i flere temaworkshops, hvis de studerende har forskellige studiemæssige udfordringer som følge af deres funktionsnedsættelser.
Leverandøren, der afholder temaworkshoppen, sender invitation til den SPS-ansvarlige på uddannelsesstedet, som herefter sørger for at sende invitationen videre til de relevante støttegivere.
En temaworkshop varer 3 timer.
Formålet med supervision er at skabe et fortroligt rum for løbende, professionel sparring med henblik på at hjælpe den faglige støttegiver eller studiementoren med at håndtere de udfordringer, som de oplever i forbindelse med støtteforløbet.
Den faglige støttegiver eller studiementoren har mulighed for at få supervision i op til tre timer pr. halvår. Supervision kan foregå individuelt eller i grupper og tilbydes også online. Supervision afholdes af styrelsens leverandører.
Hvis en faglig støttegiver eller studiementor giver støtte til flere studerende, kan vedkommende få supervision i op til tre timer for hver enkelt studerende pr. halvår.
Hvis en studerende har flere faglige støttegivere eller studiementorer, kan vi efter behov bevilge supervision til to faglige støttegivere eller studiementorer pr. halvår.
Den faglige støttegiver eller studiementor skal selv tage kontakt til leverandøren med henblik på at aftale et tidspunkt for supervision.
Bevillingen af timer til opkvalificering er som udgangspunkt 6 timer til deltagelse i opkvalificering og 3 timer til supervision hos styrelsens leverandør pr. halvår.
Bevillingen gælder for et halvår ad gangen. Timer til opkvalificering kan i mange tilfælde genbestilles hvert halve år, hvis behovet fortsat er til stede.