Kronisk eller langvarig sygdom

Hvis du har en kronisk eller langvarig sygdom, og går på en videregående uddannelse, kan du fx have behov for støttetimer eller hjælpemidler.

Hvad er en kronisk eller langvarig sygdom?

En kronisk eller langvarig sygdom kan fx være kræft, Morbus Crohn, nyresygdomme, endometriose, cystisk fibrose eller gigt.

Hvis du har en kronisk eller langvarig sygdom, kan det give dig udfordringer på uddannelsen. Din sygdom kan give dig kroniske smerter eller du kan have svært ved at huske eller koncentrere dig på grund af følgevirkninger af en behandling (fx kemoterapi). Andre oplever, at deres sygdom giver problemer med synet eller at sygdommen gør det svært at bevæge sig og bruge kroppen i undervisningen.

Du kan opleve udfordringer med:

  • At du hurtigt bliver træt
  • At holde koncentrationen eller huske – fx når du læser eller skriver
  • Synet – fx tørre øjne, sløret syn eller lysfølsomhed som følge af kemoterapi
  • At bevæge dig og bruge kroppen – fx når du skal skrive og bruge din computer

Hvilken støtte kan du få?

Hvis du har en kronisk eller langvarig sygdom, kan du have behov for støtte på din uddannelse. Hvilken støtte du kan få, kommer an på, hvad du har svært ved på din uddannelse på grund af din sygdom. 

En kronisk eller langvarig sygdom kan fx medføre fysiske begrænsninger, påvirke synet eller give vanskeligheder med koncentration, hukommelse og overblik. Sygdommen kan også medføre andre former for funktionsnedsættelser afhængigt af, hvordan den påvirker dig.

Hvis din sygdom fx medfører nedsat bevægelighed, kan du have behov for støtte som ved bevægelseshandicap. Hvis sygdommen påvirker dit syn, kan du have behov for støtte som ved synshandicap. Hvilken støtte der er relevant for dig, afhænger af dine konkrete vanskeligheder.

Læs om dine muligheder for at få støtte ved forskellige funktionsnedsættelser

SPS i forbindelse med fravær

Hvis du har en kronisk eller langvarig sygdom, kan du have perioder med fravær. Støttetimer kan dog ikke bruges til at gennemgå pensum, som du går glip af på grund af fravær.

Her kan du se eksempler på, hvilken støtte du kan få

Sådan søger du om SPS

Det er den SPS-ansvarlige på dit uddannelsessted, som søger om SPS til dig. Du skal derfor kontakte den SPS-ansvarlige på uddannelsesstedet, hvis du har behov for støtte til din uddannelse.

Se video og læs om, hvordan du søger SPS

Overflytning af hjælpemidler

Hvis du tidligere har fået hjælpemidler gennem SPS-ordningen, kan de flyttes med over til din videregående uddannelse. Tal med den SPS-ansvarlige på uddannelsen, som kan hjælpe dig med at få overflyttet hjælpemidlerne.

Dokumentation

Du skal have dokumentation for din kroniske eller langvarige sygdom med første gang, du har en samtale med den SPS-ansvarlige på skolen. 

Dokumentation for en kronisk eller langvarig sygdom består typisk af en udtalelse eller journal fra din egen læge, speciallæge eller hospital.

Det er vigtigt, at din aktuelle tilstand og de vanskeligheder, du søger støtte til, fremgår af dokumentationen.

Dokumentationen skal indeholde dit navn og CPR-nummer. Dokumentationen skal være dateret, og det skal fremgå, hvem der har udstedt den, herunder navn, stillingsbetegnelse og ansættelsessted (fx virksomhed, lægehus, hospital eller lignende).

Har du fået SPS før – så har vi allerede din dokumentation

Hvis du tidligere har fået SPS for den samme funktionsnedsættelse på en anden uddannelse, behøver du ikke aflevere den samme dokumentation igen. 

Du kan sige til den SPS-ansvarlige på dit nye uddannelsessted, at du har fået SPS før, og at du allerede har afleveret dokumentation.

Kontakt

  • Kontoret for Specialpædagogisk Støtte

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    sps@stukuvm.dk

    +45 3587 8586

    Telefontid: Tirsdag og torsdag kl. 9 -12