Med opdateringen af SPSA vil elever og studerende modtage færre samtykkeerklæringer. Det er også blevet muligt at overflytte IntoWords til en ny institution direkte i SPSA.
SPSA er blevet opdateret til version 2.0. Med opdateringen er der sket to større ændringer.
Fremover skal elever og studerende ikke give samtykke til en ansøgning om SPS, hvis eleven eller den studerende allerede har givet samtykke til en ansøgning på baggrund af samme funktionsnedsættelse. Det gælder, selv om den nye ansøgning indeholder en ny støtteform. Elever og studerende skal kun give fornyet samtykke til ansøgning om SPS, hvis ansøgningen vedrører et nyt uddannelsesforløb eller en funktionsnedsættelse, som der ikke tidligere er søgt SPS til.
Med ændringen vil flere ansøgninger blive sendt til sagsbehandling i STUK med det samme, idet ansøgningen ikke skal afvente eleven eller den studerendes samtykke.
Ændringen medfører ikke ændringer i måden, uddannelsesstederne skal oprette ansøgninger på. Uddannelsesstedet skal fortsat vælge både funktionsnedsættelse og støtteform.
Find vejledning til at oprette ansøgning og samtykke i SPSA
Det er nu muligt at overflytte IntoWords til en ny uddannelsesinstitution direkte i SPSA. Overflytningen er mulig i en periode på 3 måneder, efter en elev eller studerende har afsluttet den uddannelse, som IntoWords var bevilget til.
Hvis der er gået mere end 3 måneder, siden den sidste uddannelse blev afsluttet, skal du søge om IntoWords igen.
Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Titel: Styrelsen for It og Læring