Tilsyn med specialundervisning ved frie grundskoler

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har igangsat tilsyn med specialundervisning ved frie grundskoler.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har pligt til at foretage tilsyn med administrationen og kvaliteten af de specialpædagogiske støtteordninger.

Som en del af tilsynsplanen for 2022 skal styrelsen foretage tilsyn med tilskuddet til specialundervisning ved frie grundskoler.

Formålet med tilsynet

Ved tilsynet undersøger styrelsen, om skolerne har indhentet aktuelle vurderinger eller udtalelser fra pædagogisk-psykologisk rådgivning, og om disse beskriver, at eleven har behov for minimum 9 timers specialundervisning pr. uge. Styrelsen undersøger også, om skolerne har udarbejdet individuelle planer for elevernes specialundervisning inden 5. september i skoleåret. Formålet er at sikre, at skolerne er berettiget til tilskud og leverer kvalificeret specialundervisning.

Tilsynets forløb

Styrelsen har udtaget 8 skoler til tilsynet. Disse skoler har alle søgt tilskud til specialundervisning i skoleåret 2020/2021.

Skolerne modtager et brev fra styrelsen, hvor de bliver anmodet om at fremsende vurderinger eller udtalelser fra psykologisk pædagogisk rådgivning samt planer for elevernes specialundervisning.

Kontakt

  • Kontoret for Specialpædagogisk Støtte

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 3587 8586

    Telefontid:
    Tirsdag og torsdag kl. 9 -12