Nye regler om støtteramme, støttetid og studieaktivitet på videregående uddannelser

Styrelsen oplyste i nyhed af 27. maj 2021, at Folketinget var i gang med at behandle et lovforslag om en ændring af SPS-lovens regler om støtteramme og støttetidsamt studieaktivitet for videregående uddannelser.

Den 3. juni 2021 vedtog Folketinget L 236 - forslag til lov om ændring af lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

Vedtagelsen indebærer, at reglerne om støtteramme og støttetid samt studieaktivitet midlertidigt kan fraviges.

Loven træder i kraft den 10. juni 2021 og ophæves igen den 1. juli 2022. Det er i lovforslaget beskrevet, at hensigten er, at der findes en varig løsning på spørgsmålet om støtteramme og støttetid samt studieaktivitet inden da.

Med vedtagelsen af loven, som udmøntes i en bekendtgørelse fra uddannelses- og forskningsministeren, kan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) fra den 10. juni 2021 fortsætte den hidtidige administration, hvor der ikke kontrolleres for overskridelse af støtteramme og støttetid i henhold til lovens kapitel 5 eller for studieaktivitet i henhold til lovens kapitel 6.

Loven medfører derfor ingen ændringer i styrelsens hidtidige praksis, og de studerende kan efter den 10. juni 2021 bevilges støtte uanset eventuelle overskridelser af støtteramme eller støttetid efter lovens kapitel 5 eller manglende opfyldelse af kravet om studieaktivitet i henhold til lovens kapitel 6.

Kontakt

  • Kontoret for Specialpædagogisk Støtte

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    sps@stukuvm.dk

    +45 3587 8586

    Telefontid: Tirsdag og torsdag kl. 9 -12