Fristen for at besvare spørgeskemaet til markedsdialogen rykkes til fredag den 20. december 2019, klokken 12.00.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) er blevet opmærksom på, at visse modtagere af styrelsens invitation til markedsdialog ikke har kendskab til SPS-ordningen og dermed baggrunden for udbud af støtteforløb til studerende med psykiske og neurologiske funktionsnedsættelser. Styrelsen opdaterer derfor sin invitation med nedenstående, supplerende information om baggrunden for markedsdialogen.
Fristen for at besvare det til markedsdialogen vedhæftede spørgeskema rykkes af den grund til den fredag 20. december 2019, kl. 12.00.
STUK er ifølge SPS-loven forpligtet til at yde studerende på videregående uddannelser, herunder studerende med psykiske og neurologiske funktionsnedsættelser, specialpædagogisk støtte. Da STUK ikke selv kan levere ydelserne, indgår STUK aftaler med eksterne leverandører om at levere ydelserne mod betaling.
I praksis fungerer SPS-ordningen ved, at uddannelsesstedet søger om en given ydelse til den studerende hos STUK. Hvis STUK bevilger ydelsen, får uddannelsesstedet besked og indkøber ydelsen fra STUKs leverandør. Uddannelsesstedet kan herefter få dækket udgiften hos STUK. I visse tilfælde er der sammenfald mellem uddannelsesstedet og leverandøren, fordi uddannelsesstedet selv har vundet den aftale, der vedrører uddannelsesstedet.
STUK sender ydelserne (støtteforløbene) i udbud hver 4 år. Der er således ikke noget nyt i, at ydelserne sendes i udbud. Det nye er, at STUK i denne runde vælger at gå i dialog med markedet, herunder med uddannelsesstederne, forud for udbuddet, for at afdække, hvordan potentielle tilbudsgivere kunne tænke sig, at det kommende udbud udformes.
Det er frivilligt at besvare det spørgeskema, der er vedhæftet invitationen, og man forpligter sig ikke til noget ved at udfylde spørgeskemaet. Fordelen ved at besvare skemaet er, at man får mulighed for at påvirke udformningen af det kommende udbud. For så vidt angår uddannelsesstedernes interesse i at byde på ydelserne henviser styrelsen til et af de uddannelsessteder, der pt. er leverandører af SPS-ydelser, fx SDU.
Hvis du vil læse mere om SPS-ordningen, kan du gå ind på vores hjemmeside www.spsu.dk
Du kan se den oprindelige invitation, der blev sendt ud den 10. december her og via linket nedenfor:
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet gennemfører i det første halvår af 2020 et udbud af rammeaftale om støtteforløb til studerende med psykiske og neurologiske funktionsnedsættelser på lange videregående uddannelser.
Da STUK udbød den nuværende rammeaftale i 2016, modtog styrelsen ikke tilbud på uddannelsesinstitutioner i hovedstadsområdet, på Sjælland og i Nordjylland. For at minimere risikoen for en lignende situation ved udbud af rammeaftalen i 2020, ønsker STUK at indlede en dialog med potentielle tilbudsgivere, for at gøre det kommende udbud mere attraktivt at byde på.
Styrelsen ser frem til at modtage jeres input.
Læs mere om deltagelse i dialogen på uvm.dk
Link til den oprindelige invitation på spsu.dk
Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet