Om SPS og psykiske funktionsnedsættelser på korte og mellemlange videregående uddannelser

Studerende på korte og mellemlange uddannelser, med en diagnosticeret psykisk funktionsnedsættelse, kan få specialpædagogisk støtte. 

Formålet med støtten er at sikre, at studerende med en psykisk funktionsnedsættelse så vidt muligt opnår samme muligheder for at gennemføre en uddannelse, som andre studerende.

Målgruppen er studerende, der har studiemæssige problemer på grund af en dokumenteret psykisk funktionsnedsættelse, som for eksempel:

  • Skizofreni eller bipolar lidelse
  • Personlighedsforstyrrelse
  • Depression eller angstlidelser
  • Spiseforstyrrelse
  • Udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD
  • OCD

Hvilken støtte, der skal ansøges om afhænger af den studerendes behov. De støtteformer, der findes, er støttetimer med en faglig støttelærer eller en studiementor. Det er muligt at ansøge om opkvalificering af støttegiverne i form af supervision og workshops.

Formålet med støtten er at hjælpe den studerende med de specifikke studiemæssige vanskeligheder, som han/hun kan opleve som følge af funktionsnedsættelsen. Støtten skal være med til at sikre, at den studerende opnår øget mestring af sit studieliv, og så vidt muligt opnår samme muligheder for at gennemføre en uddannelse som andre studerende.

Studerende med psykiske funktionsnedsættelser kan for eksempel opleve udfordringer på grund af følgende: 

  • Manglende overskud og energi til studierne
  • Dårlig koncentration og hukommelse under studiet – for eksempel i forbindelse med læsning
  • Problemer med udholdenhed og fastholdelse af studiet
  • Vanskeligheder med struktur i studiehverdagen - for eksempel i forbindelse med større opgaver 
  • Manglende overblik over uddannelsen, pensum, større opgaver, og  eksaminer
  • Vanskeligheder med at ’sætte i gang ’ for eksempel i forbindelse med skriveprocesser  
  • Følelse af uoverskuelighed og ubehag ved det studiemæssige pres
  • Problemer med social isolation
  • Svært ved fungere i sociale sammenhænge, herunder udfordringer med at møde op på studiet og være i undervisningssituationer med mange mennesker
  • Svært ved at ’være på’ for eksempel i forbindelse med at  holde oplæg og indgå i gruppearbejde
  • Udfordringer ved kontakt til undervisere, vejledere og medstuderende
  • Usikkerhed om egne studieevner og faglige kompetencer

Kontakt

  • Kontoret for Specialpædagogisk Støtte

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 3587 8586

    Telefontid:
    Tirsdag og torsdag kl. 9 -12