Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand

Frie grundskoler kan få tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter en taxametermodel.

Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand er til elever, der har behov for støtte i den almene undervisning i mindst ni undervisningstimer á 60 minutter ugentligt. Det svarer til 12 lektioner på 45 minutter. Aktiviteter ud over undervisningen, som for eksempel SFO, frikvarterer eller lektiehjælp, tæller ikke med som undervisningstimer.

Uanset om skolen får økonomisk støtte eller ej, skal skolen give eleverne den undervisning og støtte, de har brug for. 

Det er skolens leder, der vurderer elevernes behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. 

En fri grundskole kan søge rådgivning om specialundervisning hos den kommune, skolen ligger i. Kommunen skal give skolen vederlagsfri Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

Læs mere i Friskoleloven (spsu.dk)

Hvornår indberetter man specialundervisningsaktivitet?

Antallet af elever, der modtager specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, indberettes i starten af oktober. Tilskuddet bliver beregnet på baggrund af antallet af elever, der modtager specialundervisning den 5. september i året før finansåret.

Find vej til indberetningsportalen (uvm.dk)

Tilskud til støtte efter taxametermodel

Tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand bliver beregnet ud fra antallet af elever, der modtager støtte den 5. september i året før indeværende finansår. Der ydes tilskud med en takst for skolens 1. specialundervisningselev, en lavere takst for skolens 2. specialundervisningselev og endnu lavere takst for skolens 3. og efterfølgende specialundervisningselev(er).

Antallet af elever, der modtager specialundervisning, skal indberettes sammen med den årlige elevindberetning i september/oktober. Tilskuddet bliver udbetalt i 12 månedlige rater fra januar til december.

Du kan finde taksterne på ministeriets hjemmeside (uvm.dk)

Betingelser og dokumentation

For at få tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand skal tre betingelser være opfyldt:

  • Eleven har behov for og modtager støtte i mindst ni undervisningstimer ugentligt (svarende til 12 lektioner på 45 minutter). 
  • Skolen har en aktuel skriftlig udtalelse fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i skolens kommune om, at elevens støttebehov er på mindst ni ugentlige undervisningstimer. For de tyske mindretalsskoler kan udtalelsen fra PPR erstattes af en udtalelse fra Deutschen Schul- und Sprachverein (DSSV).
  • Skolen har en skriftlig plan for indsatsen for eleven. 

Skolen skal systematisk og løbende evaluere indsatsen over for de elever, der modtager specialundervisning og redegøre særskilt for, hvordan tilskuddet bliver anvendt i ledelsesberetningen i årsrapporten.

Det er ikke nødvendigt at sende PPR-udtalelsen og den skriftlige plan til styrelsen. Den opbevarer skolen, så en revisor kan tjekke aktivitetsindberetningen. Skolen skal til enhver tid kunne vise dokumentationen, hvis der bliver lavet tilsyn med området. 

 

Kontakt

  • Kontoret for Specialpædagogisk Støtte

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 3587 8586

    Telefontid:
    Tirsdag og torsdag kl. 9 -12

  • Center for Institutionsdrift og Koncernregnskab

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet