Personlig assistance

Elever, der har behov for at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, kan få personlig assistance. Skolen kan søge om tilskud til personlig assistance, og tilskuddet bliver udbetalt i faste månedlige rater.

En fri grundskole skal give personlig assistance til elever, der har behov for hjælp til at overvinde praktisk vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Det kan for eksempel være en elev med cerebral parese, der har brug for hjælp til at få bøger op af tasken, eller en elev, der har behov for hjælp til at komme på toilettet og få tøj af og på i gymnastiktimerne. 

Styrelsens tilskud er udelukkende til aktiviteter, der foregår i undervisningen

Skolen kan få tilskud fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til det antal timer, hvor eleven modtager personlig assistance i forbindelse med undervisningen.

Staten bevilger ikke særskilt tilskud til aktiviteter, der ligger uden for undervisningen (fx i forbindelse med frikvarter eller SFO).

Hvornår kan du søge om tilskud til personlig assistance?

Fristen for at søge om tilskud er 1. april forud for det kommende skoleår. Fristen for at søge om tilskud til personlig assistance til skoleåret 2025/2026 er således den 1. april 2025.

Ansøgning om personlig assistance

Du ansøger om personlig assistance i ansøgningssystemet, SPSA. 

Sådan får du adgang til SPSA (spsu.dk)

I forbindelse med, at du opretter en ansøgning om personlig assistance i SPSA, skal du blandt andet udfylde de felter, der omhandler elevens assistanceplan (erstatter den tidligere skoleudtalelse). 

Du skal beskrive følgende:

  1. Hvordan planlægger skolen, at den personlige assistance skal støtte eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder?
  2. Hvem giver den personlige assistance?
  3. Hvordan er elev og forældre blevet inddraget i planlægningen?

Læs eller se vejledningerne til, hvordan du opretter en ansøgning om personlig assistance på frie grundskoler og frie kostskoler i SPSA (spsu.dk)

Elevens forældre skal give samtykke

Når du opretter en ansøgning i SPSA, genererer systemet automatisk et samtykke, der skal godkendes af elevens forældre. Samtykket bliver sendt med Digital Post til forældremyndighedsindehaverne. Oplysninger om uddannelsesforløb, funktionsnedsættelse og støtteform overføres fra ansøgningen til samtykkeerklæringen sammen med elevens stamdata.

Når forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke, bliver ansøgningen automatisk sendt til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Dokumentation

I forbindelse med ansøgningen skal du vedhæfte dokumentation i SPSA.

Dokumentationen kan bestå af en udtalelse fra PPR eller en anden faglig sagkyndig person (for eksempel en læge). Udtalelsen skal beskrive elevens funktionsnedsættelse og skal så vidt muligt anbefale, hvor mange timer (à 60 minutter) om ugen eleven har behov for støtte i.

Hvis der er tale om et behov, der ikke ændres over tid, er det ikke nødvendigt at vedhæfte udtalelsen fra PPR eller anden sagkyndig person mere end én gang. Har du indsendt udtalelsen i forbindelse med en tidligere ansøgning om tilskud til personlig assistance, behøver du ikke gøre det igen.

Du skal udfylde de felter i ansøgningen, som omhandler elevens assistanceplan, hver gang du søger om personlig assistance til eleven. 

Udbetaling af tilskud til personlig assistance

Når tilskuddet bliver bevilget, bliver der udregnet et årligt tilskud på baggrund af tre faktorer:

  1. Det antal uger, som støtten bliver givet i.
  2. Antallet af timer, der bliver ydet tilskud til.
  3. Den takst, der er gældende for ydelsen.

Det årlige tilskud bliver udbetalt i 12 månedlige rater, hvoraf august-raten kommer til udbetaling ultimo juli, og den 12. og sidste rate, juli-raten, kommer til udbetaling ultimo juni måned.

Tilskuddet til personlig assistance bliver som udgangspunkt udbetalt i 12 månedlige rater den 3. sidste bankdag i måneden.

Eksempel på udbetaling af tilskud:

Der er bevilget tilskud til 7 timers personlig assistance i 40 uger. Det svarer til et fuldt skoleår.

Taksten for personlig assistance er i skoleåret 2019/2020 138 kr. pr. time à 60 minutter.

Det samlede tilskud er derfor 7 timer à 138 kr. i 40 uger = 38.640 kr.

Det månedlige tilskud er 3.220 kr. (38.640 kr. delt i 12 rater).

Hvis forløbet med personlig assistance bliver afbrudt eller ændret

Hvis en elev, der har fået bevilget tilskud til personlig assistance, stopper på skolen, skal du sørge for, at elevens tilskud bliver stoppet.

Du skal også sørge for, at tilskuddet bliver reguleret, hvis elevens behov for personlig assistance bliver væsentligt mindre i løbet af året.

Giv besked om væsentlige ændringer

Skolen har pligt til at give styrelsen besked om væsentlige ændringer i elevens behov for personlig assistance. Hvis en elev, der har fået bevilget tilskud til personlig assistance, ophører på skolen, skal skolen stoppe elevens tilskud i SPSA. Skolen skal nedskrive timeantallet til personlig assistance til 0 samt oplyse datoen for elevens udmeldelse i SPSA. Det er vigtigt, at skolen husker at gøre begge dele.

Skolen har også mulighed for at regulere det bevilgede timeantal ned, hvis skolen vurderer, at eleven har brug for færre timer end først antaget. Rettelsen bliver sendt via SPSA til godkendelse i SPS-kontoret.

Læs vejledningen til, hvordan du retter timeantal og stopper månedlige udbetalinger for personlig assistance (spsu.dk)

Taksten for personlig assistance på frie grundskoler

Personlig assistance, tilskud pr. time à 60 minutter:

2024: kr. 154,00

2025: kr. 159,00

Ofte stillede spørgsmål om personlig assistance

Kontakt

  • Kontoret for Specialpædagogisk Støtte

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    Telefon: +45 3587 8586

    Telefontid: Tirsdag og torsdag kl. 9 -12

     

    Teknisk support til SPSA

    Styrelsen for It og Læring

    Opret supportsag

    +45 3587 8586

    Telefontid: Tirsdag og torsdag kl. 9 -12