Studiestøttetimer

Elever og kursister med sprog- og talevanskeligheder kan have behov for studiestøttetimer. Beskrivelsen gælder for ungdomsuddannelser og VEU.

Formålet med studiestøttetimer er at støtte eleven eller kursisten i at udvikle strategier, der styrker indlæring og fastholder viden. Støtten tager udgangspunkt i det faglige stof på uddannelsen.

Støtten varetages af uddannelsesstedet og skal gives af en person med relevante kompetencer. Det er uddannelsesstedet, som vurderer, om en person har de relevante kompetencer. Støttegiveren kan både være en underviser, en vejleder eller en ekstern person med kendskab til uddannelsens indhold, krav og opbygning. Det er uddannelsesstedets ansvar at sikre kvaliteten af den specialpædagogiske støtte.

Hvad kan studiestøtten bruges til?

Studiestøtten kan bl.a. bruges til at arbejde med:

  • fagligt ordforråd
  • formulering og strategier til indholdstilegnelse
  • notatteknik
  • formidlingsteknikker i forbindelse med eksamen, fremlæggelser m.v.
  • fastholdelse af koncentration og hukommelse
  • metoder til at gennemskue og forstå opgaver
  • planlægningsværktøjer til opgaveprocesser

Støttetimerne skal tage udgangspunkt i den studiemæssige kontekst og den enkelte elevs eller kursists behov. Støtten må ikke have karakter af specialundervisning, ekstraundervisning eller opgave- og korrekturlæsning.

Vejledende antal studiestøttetimer

Elever og kursister med sprog- og talevanskeligheder kan som udgangspunkt få bevilget op til 40 studiestøttetimer pr. halvår.

Antallet af støttetimer vil dog altid afhænge af en individuel vurdering af eleven eller kursistens støttebehov.