Her kan du læse om overflytning af støtte ved uddannelsesskift og om administration, aflevering og reparation af hjælpemidler, der er bevilget via SPS-ordningen.
Hvis en elev eller studerende skifter uddannelse og fortsat har behov for SPS, skal du overflytte støtten fra den tidligere uddannelse til den nye uddannelse.
Du kan overflytte tidligere bevilgede hjælpemidler og licenser. Hvis eleven eller den studerende har en varig funktionsnedsættelse, og støtten tidligere var sat op til automatisk genbestilling, kan du også overflytte timer og studiematerialer fra Nota.
Du kan overflytte støtte både mellem uddannelser på samme institution og fra en tidligere institution til din egen institution. Hvis du overflytter støtte mellem forskellige uddannelsesinstitutioner, skal eleven eller den studerende først give samtykke.
Du kan overflytte:
Du kan overflytte hjælpemidler, når det tidligere uddannelsessted har markeret produktet som ’levereret’ i SPSA, og produktet ikke er returneret.
Du kan overflytte IntoWords i op til tre måneder efter, at den tidligere uddannelse er afsluttet. En licens til IntoWords gælder dog kun i fire år fra det tidspunkt, hvor licensen blev bevilget.
Du kan overflytte timer og studiematerialer fra Nota i op til fem år efter, at den tidligere uddannelse er afsluttet.
Under ’Flyt støtte’ i SPSA kan du se en oversigt over den støtte, der tidligere er bevilget.
Find vejledning til, hvordan du overflytter støtte i SPSA
Hvis en elev eller studerende skifter uddannelse internt på samme uddannelsesinstitution, skal du ændre slutdatoen for uddannelsesforløbet i SPSA.
Du skal overflytte tidligere bevilget støtte til den nye uddannelse. Se afsnittet ’Sådan overflytter du støtte i SPSA’.
Hvis en elev eller studerende forlænger uddannelsen, skal du ændre slutdatoen for uddannelsesforløbet i SPSA.
Hvis en elev eller studerende afbryder uddannelsen, skal du ændre slutdatoen for uddannelsesforløbet i SPSA.
Når en elev eller studerende afbryder uddannelsen, bortfalder retten til SPS.
Når uddannelsen bliver afbrudt skal eleven eller den studerende aflevere eventuelle hjælpemidler. Eleven eller den studerende har dog mulighed for at låne hjælpemidlerne i yderligere 3 måneder ved overgang til anden uddannelse, beskæftigelse eller ledighed.
På FGU, ungdomsuddannelser og VEU skal eleven aflevere hjælpemidlerne på uddannelsesstedet, så de kan blive returneret til leverandøren. Eleven kan også få en pakkelabel fra leverandøren og selv returnere hjælpemidlerne.
På videregående uddannelser skal den studerende selv sende hjælpemidlet tilbage til leverandøren.
Hjælpemidlerne er en del af en genbrugsordning. Derfor skal de lånte hjælpemidler tilbage til leverandøren, når eleven eller den studerende afslutter eller afbryder sin uddannelse.
Styrelsen sender et hjemkaldelsesbrev til eleven eller den studerende med Digital Post 14 dage før uddannelsen afsluttes. I brevet står der, at eleven eller den studerende kan låne hjælpemidlerne i yderligere 3 måneder ved overgang til en anden uddannelse, beskæftigelse eller ledighed.
Hvis hjælpemidlerne ikke bliver returneret eller overflyttet til en ny uddannelse, bliver der sendt en rykker efter 3 måneder. Anden rykker bliver sendt efter yderligere 2 måneder. Anden rykker bliver sendt både med Digital Post og som et brev til hjemmeadressen.
På ungdomsuddannelser skal eleven aflevere hjælpemidlerne på uddannelsesstedet, så de kan blive returneret til leverandøren. Eleven kan også få en pakkelabel fra leverandøren og selv returnere hjælpemidlerne.
På videregående uddannelser skal den studerende selv sende hjælpemidlerne tilbage til leverandøren.
Hvis uddannelsesstedet returnerer hjælpemidler til leverandøren, skal du rekvirere en returpakkelabel hos leverandøren.
Hvis eleven eller den studerende fortsætter på en ny uddannelse, kan hjælpemidlerne overflyttes til den nye uddannelse. Se afsnittet ’Overflytning af støtte til en ny uddannelse’.
Eleven eller den studerende har adgang til IntoWords i 3 måneder efter, at uddannelsen er afsluttet. Hvis IntoWords ikke er blevet overflyttet til en ny uddannelse indenfor de 3 måneder bliver licensen lukket.
14 dage før uddannelsen afsluttes, sender styrelsen et brev med Digital Post. I brevet står der, at licensen bliver lukket 3 måneder efter, at uddannelsen er afsluttet.
Studiematerialer fra Nota er elevens eller den studerendes ejendom. Hvis eleven eller den studerende ikke ønsker at beholde materialerne, når uddannelsen er slut, skal de bortskaffes af hensyn til bestemmelser i ophavsretsloven.
Studiematerialerne må ikke lånes ud til andre elever eller studerende.
Ergonomiske stole og hæve-/sænkeborde skal ikke sendes retur. Eleven eller den studerende har mulighed for at overtage møblerne uden beregning. Styrelsen dækker ikke eventuelle transportudgifter mellem uddannelsesstedet og eleven/den studerendes hjem.
Hvis eleven eller den studerende ikke ønsker at overtage møblerne, kan de blive på uddannelsesstedet til eventuelt senere brug i SPS-sammenhæng.
Eleven eller den studerende kan få bevilget nye hjælpemidler, hvis de går tabt som følge af tyveri, ulykker eller andre pludselige eller uforudsete hændelser.
Hvis det sker, skal du oprette en ny ansøgning i SPSA og beskrive hændelsesforløbet.
Hvis hjælpemidlet er blevet stjålet, skal du vedhæfte politianmeldelsen i SPSA.
Hjælpemidlerne er et udlån. Eleven eller den studerende er derfor forpligtet til at tage vare på hjælpemidlet og må ikke sælge, pantsætte, udleje eller låne hjælpemidlet ud.
Eleven eller den studerende kan ikke købe hjælpemidlerne, når uddannelsen er afsluttet.
Hvis en elev eller studerende har behov for at få repareret en computer, der er bevilget via SPS-ordningen, skal du (eller eleven/den studerende) kontakte Ateas servicedesk.
Ateas servicedesk skal bruge oplysninger om støttemodtageren, kontaktpersonen og uddannelsesstedet samt en konkret beskrivelse af fejlen. Herefter får du en e-mail med en pakkelabel.
Oplys computerens serienummer og navn, når du anmelder reparationen. Det gør ekspeditionstiden kortere.
Husk at tage backup af indholdet på computeren, inden den bliver sendt til reparation.
Når computeren er repareret, kontakter Atea dig og sender den tilbage til den aftalte adresse. En reparation tager maksimalt 5 arbejdsdage.
Hvis støttebehovet ændrer sig i løbet af uddannelsen, skal du oprette en ny ansøgning i SPSA og begrunde hvorfor eleven eller den studerendes støttebehov er ændret.
Det kan for eksempel være, at behovet for praktisk hjælp, sekretærhjælp eller tolkebistand bliver større eller mindre end først antaget.
Du skal oprette den nye ansøgning i god tid, inden den aktuelle bevilling udløber.