Ved overgangen til et nyt halvår sender DUOS og Olivia Danmark genansøgningslister til uddannelsesinstitutionen. Brug listerne, når du redigerer de automatiske genbestillinger.
Du skal bruge genansøgningslisterne fra DUOS og Olivia Danmark til at redigere automatiske genbestillinger af praktisk hjælp, sekretærhjælp og studiementortimer for foråret 2027, så antallet af timer svarer til eleven eller den studerendes aktuelle støttebehov.
Du skal gennemgå genansøgningslisterne og foretage eventuelle ændringer, inden de automatiske genbestillinger gennemføres i midten af december. Vi melder den præcise dato ud på spsu.dk.
Leverandørerne vurderer støttebehovet for foråret 2027 på baggrund af dialog med støttemodtagerne og oplysninger om tidligere forbrug af timer. Du finder deres anbefalinger i de genansøgningslister, som uddannelsesinstitutionen modtager i midten af november.
Vær opmærksom på, at leverandørerne endnu ikke kan se, hvor mange timer SPSA automatisk genbestiller. De har derfor sammenlignet det forventede støttebehov med den første bevilling fra efteråret 2026.
En ændring på genansøgningslisten betyder derfor ikke nødvendigvis, at timetallet i SPSA også skal ændres. Vi opfordrer dig til at kontrollere timetallet i SPSA og foretage eventuelle ændringer, så støtten svarer til elevens eller den studerendes aktuelle behov.
Du har mulighed for at sætte den automatiske genbestilling på pause eller stoppe den for foråret 2027. Hvis der er behov for færre timer, skal du foretage en manuel genbestilling.
I bevillingslisten på elev/studerende-siden kan du se, om den automatiske genbestilling er aktiv, sat på pause eller stoppet. Her kan du også ændre status.
I tabellen kan du se, hvornår du skal redigere genbestillingsmuligheden.
| Støttebehov | Støttebehov i foråret 2027 | Sådan gør du i SPSA |
| Uændret støttebehov | Samme antal timer | Du behøver ikke gøre noget, hvis støtten er sat til automatisk genbestilling. |
| Ændret støttebehov | Intet støttebehov |
|
| Ændret støttebehov | Færre timer | Foretag en manuel genbestilling, hvor du kun genbestiller det nødvendige antal timer. |
| Ændret støttebehov | Flere timer | Opret en ny ansøgning. |
Hvis du har sat den automatiske genbestilling på pause eller stoppet den, kan du aktivere den igen.