Den 1. maj åbner vi for ansøgninger til efteråret 2026

Fra den 1. maj kan du søge om støtte til efteråret. Du kan både genbestille støtte og søge om støtte til nye elever og studerende. Hvis eleven eller den studerende er testet ordblind, kan du søge om SPS via en produktpakke - så kommer bevillingen med det samme.

Automatisk genbestilling i SPSA

Genbestilling af støtte sker nu automatisk i SPSA - det gør arbejdsgangen enklere for dig. Fremover skal du kun gøre noget, hvis der sker en ændring i eleven eller den studerendes støttebehov. 

Særligt for genbestilling af støttetimer ved leverandører på videregående uddannelser

Leverandørerne af støttetimer på videregående uddannelser sender i slutningen af maj en anbefaling af støtte til næste halvår. Det vil fremgå af forløbsbeskrivelsen eller genansøgningsredegørelsen, om der er sket en ændring i den studerendes støttebehov.

Sådan fungerer automatisk genbestilling

Støtte, der er sat op til genbestilling, bliver fremover automatisk genbestilt to gange om året. De konkrete datoer vil blive meldt ud på spsu.dk, men vil være medio juni og medio december.

SPSA genbestiller automatisk det antal timer, som vi tidligere har bevilget. Du har mulighed for at foretage en manuel genbestilling, hvis du vil genbestille et færre antal timer.

Sådan redigerer du en automatisk genbestilling

Hvis elevens eller den studerendes støttebehov ændrer sig, kan du gøre følgende i SPSA:

  • sætte den automatiske genbestilling på pause
  • stoppe den automatiske genbestilling
  • foretage en manuel genbestilling, fx hvis du vil genbestille færre timer

I ’Bevillingslisten’ på elev/studerende-siden, kan du se, om en genbestillingsmulighed er aktiv, sat på pause eller stoppet. Det er også fra bevillingslisten, du har mulighed for at ændre status.

Vi arbejder på at lave en bevillingsoversigt, som skal støtte dig i at få et overblik over genbestillingsmulighederne på din institution. Hold øje med spsu.dk, hvor vi vil melde ud, når oversigten er klar.

Stop af automatisk genbestilling ved manglende aktivitet

Den 1. maj undersøger SPSA, om støtten er blevet anvendt. Hvis der hverken er søgt refusion inden for det seneste år eller foretaget en bestilling i indeværende halvår, bliver den automatiske genbestilling stoppet. Du kan stadig genbestille støtten manuelt.

Søg om SPS til ordblinde elever og studerende via en produktpakke

Du kan søge om SPS med automatisk tildeling til elever og studerende, der er testet ordblinde. Når du søger via en produktpakke bliver bevillingen givet umiddelbart efter, at eleven eller den studerende har givet samtykke til ansøgningen. 

Hvis ansøgningen ikke går igennem med automatisk tildeling, går den til manuel sagsbehandling. Det betyder ikke, at eleven eller den studerende får et afslag.

Du kan søge om følgende via en produktpakke:

  • IntoWords
  • Studiematerialer fra Nota
  • Studiestøttetimer til ordblinde
  • Ordblindetest (gælder for videregående uddannelser)

Sådan søger du via en produktpakke

  • Vælg funktionsnedsættelsen Læse- og skrivevanskeligheder
  • Vælg støtteform
  • Vælg den relevante produktpakke 

Eksempler på valg af støtteform og produktpakke

IntoWords
Vælg Støtteformen Læse-skriveteknologi for ordblinde og produktpakken IntoWords, instruktion, Nota.

Studiematerialer fra Nota
Vælg støtteformen Undervisningsmaterialer (Nota) og produktpakken Studiematerialer fra Nota.

Studiestøttetimer
Vælg støtteformen Støttetimer og produktpakken Studiestøttetimer, læse/skrive. 
Bevillingen er 40 timer på ungdoms- og voksenuddannelser (VEU) og 20 timer på videregående uddannelser.

Ordblindetest (gælder for videregående uddannelser)
Vælg støtteformen Afklaring, rådgivning og vejledning og produktpakken Ordblindetest.

Kontakt

  • Kontoret for Specialpædagogisk Støtte

    Titel: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

    sps@stukuvm.dk

    +45 3587 8586

    Telefontid: Tirsdag og torsdag kl. 9 -12