Hop til indhold
Lyt

En fri grundskole skal give personlig assistance til elever, der har behov for hjælp til at overvinde praktisk vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Det kan for eksempel være en elev med cerebral parese, der har brug for hjælp til at få bøger op af tasken, eller en elev, der har behov for hjælp til at komme på toilettet og få tøj af og på i gymnastiktimerne. 

Styrelsens tilskud er udelukkende til aktiviteter, der foregår i undervisningen

Skolen kan få tilskud fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til det antal timer, hvor eleven modtager personlig assistance i forbindelse med undervisningen.

Staten bevilger ikke særskilt tilskud til aktiviteter, der ligger uden for undervisningen (fx i forbindelse med frikvarter eller SFO).

Hvornår kan du søge om tilskud til personlig assistance?

Fristen for at søge om tilskud er 1. april forud for det kommende skoleår. Fristen for at søge om tilskud til personlig assistance til skoleåret 2024/2025 er således den 1. april 2024.

Ansøgning om personlig assistance

Du ansøger om personlig assistance i ansøgningssystemet, SPSA. 

Sådan får du adgang til SPSA (spsu.dk)

I forbindelse med, at du opretter en ansøgning om personlig assistance i SPSA, skal du blandt andet udfylde de felter, der omhandler elevens assistanceplan (erstatter den tidligere skoleudtalelse). 

Du skal beskrive følgende:

  1. Hvordan planlægger skolen, at den personlige assistance skal støtte eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder?
  2. Hvem giver den personlige assistance?
  3. Hvordan er elev og forældre blevet inddraget i planlægningen?

Læs eller se vejledningerne til, hvordan du opretter en ansøgning om personlig assistance på frie grundskoler og frie kostskoler i SPSA (spsu.dk)

Elevens forældre skal give samtykke

Når du opretter en ansøgning i SPSA, genererer systemet automatisk et samtykke, der skal godkendes af elevens forældre. Samtykket bliver sendt med Digital Post til forældremyndighedsindehaverne. Oplysninger om uddannelsesforløb, funktionsnedsættelse og støtteform overføres fra ansøgningen til samtykkeerklæringen sammen med elevens stamdata.

Når samtykket er godkendt, bliver ansøgningen automatisk sendt til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Dokumentation

I forbindelse med ansøgningen skal du vedhæfte dokumentation i SPSA.

Dokumentationen kan bestå af en udtalelse fra PPR eller en anden faglig sagkyndig person (for eksempel en læge). Udtalelsen skal beskrive elevens funktionsnedsættelse og skal så vidt muligt anbefale, hvor mange timer (à 60 minutter) om ugen eleven har behov for støtte i.

Hvis der er tale om et behov, der ikke ændres over tid, er det ikke nødvendigt at vedhæfte udtalelsen fra PPR eller anden sagkyndig person mere end én gang. Har du indsendt udtalelsen i forbindelse med en tidligere ansøgning om tilskud til personlig assistance, behøver du ikke gøre det igen.

Du skal udfylde de felter i ansøgningen, som omhandler elevens assistanceplan, hver gang du søger om personlig assistance til eleven. 

Udbetaling af tilskud til personlig assistance

Når tilskuddet bliver bevilget, bliver der udregnet et årligt tilskud på baggrund af tre faktorer:

  1. Det antal uger, som støtten bliver givet i.
  2. Antallet af timer, der bliver ydet tilskud til.
  3. Den takst, der er gældende for ydelsen.

Det årlige tilskud bliver udbetalt i 12 månedlige rater, hvoraf august-raten kommer til udbetaling ultimo juli, og den 12. og sidste rate, juli-raten, kommer til udbetaling ultimo juni måned.

Tilskuddet til personlig assistance bliver som udgangspunkt udbetalt i 12 månedlige rater den 3. sidste bankdag i måneden.

Eksempel på udbetaling af tilskud:

Der er bevilget tilskud til 7 timers personlig assistance i 40 uger. Det svarer til et fuldt skoleår.

Taksten for personlig assistance er i skoleåret 2019/2020 138 kr. pr. time à 60 minutter.

Det samlede tilskud er derfor 7 timer à 138 kr. i 40 uger = 38.640 kr.

Det månedlige tilskud er 3.220 kr. (38.640 kr. delt i 12 rater).

Hvis forløbet med personlig assistance bliver afbrudt eller ændret

Hvis en elev, der har fået bevilget tilskud til personlig assistance, stopper på skolen, skal du sørge for, at elevens tilskud bliver stoppet.

Du skal også sørge for, at tilskuddet bliver reguleret, hvis elevens behov for personlig assistance bliver væsentligt mindre i løbet af året.

Giv besked om væsentlige ændringer

Skolen har pligt til at give styrelsen besked om væsentlige ændringer i elevens behov for personlig assistance. Du skal sende en mail på sps@stukuvm.dk, hvor du informerer om ændringerne. Hvis eleven stopper, skal du oplyse, hvornår eleven er stoppet på skolen. Hvis elevens støttebehov ændrer sig, skal du oplyse, hvor mange timers personlig assistance eleven modtager pr. uge. Når vi har modtaget mailen, sørger vi for, at tilskuddet til personlig assistance bliver stoppet eller reguleret.

Du skal give besked om ændringer i behovet for personlig assistance, så snart du bliver bekendt med ændringerne. Hvis en elev stopper på skolen, skal vi have besked senest medio måneden forinden. På den måde kan vi nå at standse den kommende udbetaling.

Taksten for personlig assistance på frie grundskoler

Personlig assistance, tilskud pr. time à 60 minutter:

2023/2024: kr. 149,00

2024/2025: kr. 154,00

Spørgsmål og svar om personlig assistance

Personlig assistance er støtte til elever, der har behov for hjælp til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med undervisningen. Alle frie grundskoler er forpligtet til at give elever med behov for personlig assistance den nødvendige støtte.

Se eventuelt også svaret på de sidste spørgsmål til, hvordan personlig assistance kan anvendes af elever med diabetes, synshandicap og fysisk handicap.

Fristen for at ansøge om tilskud til personlig assistance er den 1. april forud for det kommende skoleår.

Det er udelukkende skolen, der kan ansøge om tilskud til personlig assistance hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Du opretter en ansøgning om tilskud i ansøgningssystemet SPSA. Du skal have MitID Erhverv, før du kan få adgang til SPSA. Det er din institutions ansvar, at du får en MitID erhvervsidentitet. 

Læs om, hvordan du får adgang til SPSA (spsu.dk)

I forbindelse med ansøgningen om tilskud til personlig assistance, skal du vedhæfte dokumentation i SPSA.

Det kan være en udtalelse fra PPR eller en anden faglig sagkyndig person. Udtalelsen skal beskrive elevens funktionsnedsættelse. Udtalelsen skal så vidt muligt anbefale, hvor mange timer (à 60 minutter) om ugen, eleven har behov for støtte i.

En udtalelse fra en anden sagkyndig person kan for eksempel være fra en læge eller sygehus. 

Der kan søges om tilskud til personlig assistance efter ansøgningsfristen den 1. april, hvis skolen får en ny elev, eller hvis skolen har en elev, hvor behovet for personlig assistance først opstår eller forøges væsentligt efter fristen. Det er en forudsætning, at skolen ikke har haft mulighed for at forudse støttebehov eller ændringer i støttebehov inden fristen.

Tilskuddet til personlig assistance kan også anvendes, hvis eleven er med på en lejrskole. Skolen kan i forbindelse med ansøgning om tilskud til personlig assistance oplyse, hvis skolen forventer, at behovet for personlig assistance ændrer sig væsentligt, når eleven skal med på lejrskole.

På lejrskole kan der være behov for et give eleven færre eller flere timer på grund af den ændrede aktivitet. Der kan dog højest bevilges tilskud til 8 timers personlig assistance pr. dag, svarende til et indhold fra kl. 8-16.

Skolen kan få tilskud til det antal timer, hvor eleven modtager personlig assistance i forbindelse med undervisningen.

Eleven kan også have behov for personlig assistance i aktiviteter, der ligger uden for undervisningen (fx i forbindelse med frikvarter eller SFO), men det kan der ikke bevilges særskilt tilskud til gennem staten.

Elever med behov for personlig assistance i undervisningen, kan også have behov for personlig assistance i aktiviteter, der ligger uden for undervisningen, for eksempel frikvarter og SFO.

Tilskuddet der bevilges gennem Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er udelukkende beregnet på baggrund af støttebehovet i undervisningen.

Hvis udgiften til personlig assistance overstiger tilskuddet til personlig assistance fra styrelsen, skal skolen selv afholde udgiften fx via driftstilskuddet. Skolekommunen eller elevens bopælskommune kan vælge at give ekstra tilskud til personlig assistance.

Når skolens ansøgning om tilskud er blevet behandlet, kan I læse styrelsens afgørelse i SPSA. I kan tilgå den afgjorte ansøgning og se detaljerne under elevens detaljeside i SPSA.  

Læs og se, hvordan du opretter bestilling af SPS og ser afgørelser i SPSA (spsu.dk)

Skolen modtager et månedligt tilskud, der kommer til udbetaling umiddelbart før den måned, som tilskuddet vedrører. Fx modtager skolen ultimo juli det tilskud, der vedrører august måned.

Hvis en elev, der har fået bevilget tilskud til personlig assistance, stopper på skolen, skal skolen sørge for, at elevens tilskud bliver stoppet. I har pligt til at give styrelsen besked om dette.

Du skal derfor sende en mail til os på sps@stukuvm.dk og oplyse, hvornår eleven er stoppet på skolen. Når vi har modtaget mailen, sørger vi for, at tilskuddet til personlig assistance til eleven bliver stoppet.

Det samme gælder, hvis elevens støttebehov bliver væsentligt mindre i løbet af skoleåret. Her har I ligeledes pligt til at meddele os om det ændrede støttebehov, så styrelsen kan regulere tilskuddet til det faktiske støttebehov.

Tilskud til personlig assistance fastsættes i forbindelse med den årlige finanslov. Når styrelsen efter den 1. april har vurderet alle frie grundskolers ansøgninger, laves en beregning af, hvorvidt den reserverede pulje fra finansloven kan dække udgiften til det samlede antal godkendte timer til personlig assistance på alle frie grundskoler.

Hvis puljen rækker, modtager skolen de godkendte timer til personlig assistance med 100 procent i tilskud. Hvis puljen ikke er tilstrækkelig, fordeles tilskuddet, så alle frie grundskoler modtager samme andel af det antal støttetimer, som styrelsen har godkendt.

Eksempel: En skole har ansøgt og fået godkendt 10 timers personlig assistance pr. uge til en elev. Puljen strækker i det pågældende skoleår til, at alle frie grundskoler modtager 90 procent i tilskud af det godkendte antal timer. Det betyder, at skolen i dette eksempel modtager tilskud til 9 timer pr. uge. Skolen er stadig forpligtet til at give eleven 10 timers personlig assistance pr. uge, og det er dermed udelukkende størrelsen på skolens tilskud, der bestemmes af puljen.

Elever med diabetes kan have behov for hjælp til fx at måle blodsukker og administrere insulin. Når I på skolen skal vurdere, hvor mange timer, I skal søge tilskud til, skal I lave et overblik over, hvor meget tid I forventer at bruge på at hjælpe eleven.

Skolens ansøgning skal afspejle det antal timer, skolen forventer at bruge på at hjælpe eleven med at overkomme de praktiske vanskeligheder, der følger med diabetes.

Behovet for assistance vil for de fleste være størst, mens eleven stadig er i indskoling og i forbindelse med nydiagnosticeret diabetes, hvor barnet skal hjælpes i gang med de nye rutiner i hverdagen. Oftest bliver eleven mere selvhjulpet, jo ældre eleven bliver, og jo mere erfaring eleven har med selv at regulere sin diabetes.

Styrelsen bevilger et tilskud til den personlige assistance på baggrund af det antal timer, eleven modtager assistance i undervisningen. Der vil for de færreste være behov for en støtteperson i alle timer, der udelukkende varetager denne opgave. I de fleste tilfælde vil den assistance, som eleven har brug for blive givet af en person, der allerede er på skolen og som træder til med hjælp i det antal timer i løbet af ugen, der er behov for.

Det er det faktiske timeforbrug, der kan bevilges tilskud til. Timetallet, som der bevilges tilskud til, kan aldrig overstige det antal timer, hvor eleven har skemalagt undervisning.

Elever med synshandicap kan have behov for hjælp til praktiske aktiviteter i undervisningen, eller til at færdes sikkert når undervisningen foregår i uvante omgivelser.

Når I på skolen skal vurdere, hvor mange timer, I skal søge tilskud til, skal I lave et overblik over, hvor meget tid I forventer at bruge på at hjælpe eleven.

Skolens ansøgning skal afspejle det antal timer, skolen forventer at bruge på at hjælpe eleven med at overkomme de praktiske vanskeligheder, der følger af synshandicap.

Behovet for assistance kan fx være som løbeguide eller som instruktion i idrætstimen, hvor der er tale om skiftende aktiviteter. Det kan også handle om assistance i fysik/kemi, når klassen laver forsøg, hvor den personlige assistance hjælper med at opstille forsøg, måle af og sikre, at eleven med synshandicap håndterer kemikalier forsvarligt.

Styrelsen bevilger et tilskud til den personlige assistance på baggrund af det antal timer, eleven modtager assistance i undervisningen. Der vil for de færreste være behov for en støtteperson i alle timer, der udelukkende varetager denne opgave. I de fleste tilfælde vil den assistance, som eleven har brug for blive givet af en person, der allerede er på skolen og som træder til med hjælp i det antal timer i løbet af ugen, der er behov for.

Det er det faktiske timeforbrug, der kan bevilges tilskud til. Timetallet, som der bevilges tilskud til, kan aldrig overstige det antal timer, hvor eleven har skemalagt undervisning.

Behovet for assistance kan være markant anderledes i forbindelse med lejrskole, hvor undervisningen foregår i ukendte omgivelser. I kan finde svar på, hvordan I kan tage højde for dette under spørgsmålet til lejrskole ovenfor.

Elever med fysisk handicap kan have behov for hjælp til praktiske aktiviteter i undervisningen.

Når I på skolen skal vurdere, hvor mange timer, I skal søge tilskud til, skal I lave et overblik over, hvor meget tid I forventer at bruge på at hjælpe eleven.

Skolens ansøgning skal afspejle det antal timer, skolen forventer at bruge på at hjælpe eleven med at overkomme de praktiske vanskeligheder, der følger af det fysiske handicap.

Behovet for assistance kan fx være til at tage bøger op af tasken, komme på toilettet eller for at løse de praktiske opgaver, der fx er når klassen laver forsøg i natur og teknologi eller i madkundskab. Her kan den personlige assistance fx hjælpe med at opstille forsøg eller at måle af.

Styrelsen bevilger et tilskud til den personlige assistance på baggrund af det antal timer, eleven modtager assistance i undervisningen. Der vil for de færreste være behov for en støtteperson i alle timer, der udelukkende varetager denne opgave. I de fleste tilfælde vil den assistance, som eleven har brug for blive givet af en person, der allerede er på skolen og som træder til med hjælp i det antal timer i løbet af ugen, der er behov for.

Det er det faktiske timeforbrug, der kan bevilges tilskud til. Timetallet, som der bevilges tilskud til, kan aldrig overstige det antal timer, hvor eleven har skemalagt undervisning.

Behovet for assistance kan være markant anderledes i forbindelse med lejrskole, hvor undervisningen foregår i ukendte omgivelser. I kan finde svar på, hvordan I kan tage højde for dette under spørgsmålet til lejrskole ovenfor.

Sidst opdateret: 14. marts 2024