Når vi har bevilget en afklaring af støttebehov, skal eleven i gang med afprøve forskellige hjælpemidler hos IBOS. IBOS vurderer, hvilke hjælpemidler der bedst kompenserer for synsnedsættelsen.
En afklaring indeholder en vurdering af behovet for hjælpemidler og supplerende synskompenserende støtte, som:
- It-hjælpemidler
- Rammebevilling til produktion af studiematerialer hos Nota
- (Fjern)support og e-læring i synskompenserende programmer
- Ergoterapeutiske hjælpemidler
- Sekretærhjælp
- Mobility
- Faglige studiestøttetimer
- Synskonsulenttimer
- Synskompenserende kurser
Når IBOS har foretaget en afklaring vil uddannelsesstedet modtage en afklaringsrapport inden for 3 uger. I afklaringsrapporten vil der være anbefalinger af de hjælpemidler, som bedst kompenserer eleven for synsnedsættelsen. Uddannelsesstedet skal oprette en ansøgning, og søge om de hjælpemidler, som anbefales i rapporten.
Vi bevilger ikke en særskilt afklaring af støttebehov til elever, som er tilmeldt sig kurset 'Studiestart' hos IBOS. Afklaring af elevens støttebehov er inkluderet i 'Afklaring studiestart, syn'.
Læs om Afklaring studiestart, syn (spsu.dk)
Der findes to former for afklaring hos IBOS:
Afklaring (omfattende) – ydelse 1
Ved en omfattende afklaring bliver elevens støttebehov identificeret, og der bliver foretaget en vurdering af, hvilke hjælpemidler der bedst kompenserer for synsnedsættelsen.
Vi bevilger en omfattende afklaring, når eleven begynder på en ny uddannelse eller hvis der sker en markant ændring i elevens behov. Det kan for eksempel være på grund af en stor ændring i elevens synsevne eller, at der på uddannelsen stilles helt nye krav til hjælpemidler eller studietekniske færdigheder.
Afklaring (begrænset) - ydelse 2
Vi bevilger en begrænset afklaring, når der er behov for en mindre tilpasning af elevens hjælpemidler, så de bedre afspejler behovet. Det kan for eksempel være ved en ændring i elevens synsevne eller i uddannelsens materialer eller tilrettelæggelse.
Du kan også søge om en begrænset afklaring, hvis der allerede ligger en omfattende dokumentation og afklaring fra et tidligere uddannelsesforløb. Det kan for eksempel være ved skift fra ét uddannelsesforløb til et andet, hvor der ikke er afgørende forandringer i elevens støttebehov.
Dokumentation, når du ansøger
Når du som SPS-ansvarlig ansøger om støtte til en elev med synshandicap i SPSA, skal ansøgningen vedhæftes dokumentation for elevens funktionsnedsættelse.
Når eleven er blind
Kopi af journal fra en synsklinik, speciallæge eller Kennedy Centret, hvor diagnosen fremgår. Det er uden betydning, at den er nogle år gammel, hvis elevens nuværende synstilstand fremgår i journalen.
Når eleven er svagsynet
Kopi af journal fra øjenklinik, speciallæge eller Kennedy Centret, hvor diagnose og aktuel synsstatus fremgår.