Hop til indhold
Lyt

Formålet med studiestøttetimerne er at støtte eleven eller kursisten i at komme godt gennem uddannelsen.

Studiestøttetimer bliver varetaget af en underviser på uddannelsesstedet, eller af en ekstern støttegiver, der kender indholdet i uddannelsen og uddannelsesstedet godt. Det er skolens ansvar at sikre kvaliteten af den specialpædagogiske støtte.

Ramme for studiestøtte

Rammen for studiestøttetimer til elever og kursister med psykiske- eller neurologiske funktionsnedsættelser er som udgangspunkt op til 5 timer pr. uge. Eleven eller kursisten mødes med støttegiver en-til-en i 60 minutter. Støttegiveren yder faglig sparring og vejledning, der hjælper eleven eller kursisten med at udvikle strategier, der støtter indlæringen og fastholder faglig viden.

Støtten er et supplement til den faglige indlæring, der sker i undervisningen, i gruppe- og projektarbejde, ved fremlæggelser og i læsegrupper.

Ansøgning om studiestøttetimer

I ansøgningen om studiestøttetimer skal du beskrive indholdet af timerne, specialpædagogisk form og formålet med timerne.

Elementer, der kan indgå i studiestøtten

Studiestøtte spænder bredt. Udgangspunktet for støtten er altid at kompensere for eleven eller kursistens vanskeligheder i uddannelsessammenhæng. På den måde kan studiestøtte være med til at hjælpe eleven eller kursisten med at varetage og færdiggøre sin uddannelse. Der kan derfor indgå både kognitive, følelsesmæssige og sociale elementer, afhængig af eleven eller kursistens udfordringer i forbindelse med uddannelsen.

Det er dog vigtigt at understrege, at studiestøtte ikke er behandling eller terapi. Det er heller ikke støtte til at opnå generelle faglige forudsætninger, som eleven eller kursisten måske mangler.

Eksempler på studiestøtte med et kognitivt fokus

Eksempler på studiestøtte med et følelsesmæssigt fokus

Eksempler på studiestøtte med et socialt fokus

Studiestøttetimer i undervisningen og på SPS-hold

Skolen har mulighed for at give studiestøttetimer både i undervisningen og på SPS-hold.

Læs om SPS i undervisningen og på SPS-hold

SPS som virtuel støtte

Skolen kan give dele af studiestøttetimerne virtuelt, hvis eleven eller kursisten er indforstået med det og har udbytte af at modtage støtte virtuelt.

Skolen skal sikre, at den platform, der anvendes til virtuelle møder, er en sikker forbindelse.

Det skal fremgå af forløbsbeskrivelsen, hvis dele af støttetimerne er givet virtuelt.

Forløbsbeskrivelse

For hvert forløb skal eleven eller kursisten og støttegiveren udarbejde en forløbsbeskrivelse. Formålet med forløbsbeskrivelsen er, at den skal anvendes som et redskab til planlægning, målsætning og evaluering. Forløbsbeskrivelsen skal støtte tilrettelæggelsen af forløbet og sikre den fornødne forventningsafstemning mellem eleven eller kursisten og støttegiveren.

Det skal fremgå af forløbsbeskrivelsen, hvordan de bevilgede timer er blevet brugt, og hvad udbyttet har været. Det skal også fremgå af forløbsbeskrivelsen, om der fortsat er et støttebehov, der gør, at forløbet skal fortsætte, og hvad studiestøttetimerne i så fald skal bruges til. Forløbsbeskrivelsen skal opbevares på uddannelsesstedet.

Læs om forløbsbeskrivelsen

Studiestøttetimer på lærepladsen

Der kan bevilges studiestøttetimer til brug på lærepladsen. Ofte vil en medarbejder på lærepladsen varetage studiestøtten. Studiestøtte for elever i praktik kan bestå i støtte til planlægning, struktur og overblik i opgaveløsningen, støtte til en grundigere eller tydeligere introduktion til opgaver, støtte til igangsættelse af opgaver samt støtte i form af tydelig og kontinuerlig opfølgning på opgaveløsningen.

Der kan også være behov for samtaler i forhold til kommunikation og omgangsformer på praktikstedet med henblik på at undgå misforståelser og konflikter.

Sidst opdateret: 9. august 2023