Hop til indhold
Lyt

Studiementoren er en studerende, der er lige så langt eller længere i sit studie end støttemodtageren, som hovedregel en ældre studerende, der selv er godt integreret på uddannelsen.

Støtten kan bestå af praktisk hjælp, for eksempel støtte til at planlægge læsning og forberedelse til forelæsninger.

Indholdet i støtteformen studiementor

Studiementoren skal understøtte den studerendes sociale og praktiske kompetencer:

  • Støtte i forbindelse med læsegruppedannelser, frygt for at holde oplæg og deltage aktivt i undervisningen
  • Vejledning, når den studerende har svært ved selv at håndtere situationer og kontakt til medstuderende eller underviser, fx obligatoriske gruppeforløb eller arbejde i par
  • Støtte i at håndtere krav og normer på uddannelsen eventuelt samtidigt med et behandlingsforløb
  • Støtte til at udvikle rutiner og vaner, som styrker de sociale relationer til medstuderende, undervisere og uddannelsen som helhed
  • Støtte til indlæring af fagbegreber, overskuelige noter eller specifikke strategier, der bygger på den studerendes stærke sider
  • Praktisk støtte og hjælp til eksamenstilmelding og brug af interne kommunikationsplatforme, biblioteksfaciliteter eller it-service eller lignende.

Den studerende eller uddannelsesstedet kan som udgangspunkt godt foreslå en person, de ønsker at leverandøren ansætter som studiementor.

En studiementor skal have følgende kvalifikationer:

  • Læse på samme uddannelse som den studerende eller, hvis den studerende ikke ønsker en studiementor, der læser på samme uddannelse, læse på samme uddannelsesinstitution som den studerende
  • Have gennemført 1. halvår af uddannelsen
  • Være lige så langt eller længere i sit studieforløb end den studerende.

Studiestøttegiver og studiementor – roller og ansvar

Studiestøttegiveren står for løbende supervision og for at understøtte og koordinere indsatsen for den langsigtede støtte. Det er også studiestøttegiveren, der står for at indkalde til de obligatoriske opstarts- og evalueringsmøder, og som sikrer, at der er klare mål og aftaler mellem studiementor og støttemodtagere.

Studiementoren og studiestøttegiveren arbejder derfor tæt sammen om forløbet.

Opstartsmøde og evalueringsmøder

Forløbet med studiementor bliver startet op med et opstartsmøde mellem den studerende, studiementoren og studiestøttegiveren. Det er studiestøttegiveren, der er ansvarlig for at indkalde til og lede mødet.

På mødet har den studerende og støttementoren mulighed for at afstemme forventninger og formulere aftaler og mål og delmål med forløbet. Studiestøttegiver anvender den opgavebeskrivelse, der er udarbejdet på baggrund af afklaringsforløbet som grundlag for mødet.

Forløbet bliver afsluttet med et evalueringsmøde mellem studiementor, støttemodtager og studiestøttegiver. Studiestøttegiveren udarbejder på den baggrund en forløbsbeskrivelse.

Læs om forløbsbeskrivelsen (spsu.dk)

Studiementorstøtte kan køre sideløbende med andre studiestøtteforløb, men kan også være nok støtte til den enkelte studerende. Studiestøttegiveren og den studerende vurderer i samarbejde, hvad der er det mest hensigtsmæssige.

Ramme for studiementor

Støtteforløb med studiementor søges som rammer af 20 timer inklusiv opstartsmøde og evalueringsmøde med studiestøttegiver og støttemodtager.

Sidst opdateret: 16. juni 2023