Første skridt til at få støtte gennem SPS-ordningen er at kontakte den SPS-ansvarlige på din skole. Den SPS-ansvarlige er en studievejleder eller en anden ansat på skolen.
Du kan kontakte skolen allerede inden, du starter på din uddannelse og blive sat i forbindelse med den SPS-ansvarlige.
Sammen med den SPS-ansvarlige skal du tale om, hvad du har behov for af støtte for at kunne gennemføre uddannelsen på lige vilkår med de andre elever.
Som udgangspunkt bevilger vi en afklaring af dit støttebehov ved en synskonsulent, når du starter på din uddannelse. I forbindelse med afklaringen kan du få vejledning i forskellige hjælpemidler og du kan afprøve, hvilke hjælpemidler, der bedst hjælper dig.
Det er den SPS-ansvarlige, der søger om en afklaring af støttebehov til dig.
En afklaring indeholder en vurdering af behovet for hjælpemidler og supplerende synskompenserende støtte, som:
- It-startpakke (it-startpakken består af en bærbar computer, hvor der installeret programmer, som kompenserer for dine synsvanskeligheder)
- Rammebevilling til produktion af studiematerialer hos Nota
- Ergoterapeutiske hjælpemidler
- Sekretærhjælp
- Mobility
- Synskonsulenttimer
- Studiestøttetimer
Du får svar på ansøgningen via Digital Post. Den SPS-ansvarlige på skolen kan informere dig om, hvad der videre skal ske.
Dokumentation
Det er en god idé at have den rette dokumentation med første gang, du har møde med den SPS-ansvarlige på din skole om SPS.
For dig som elev med synshandicap drejer det sig om dokumentation fra en øjenlæge eller fra Kennedy Centret, hvor diagnosen fremgår.
Eksempler på støtteformer for elever med synshandicap
Studiematerialer på særlige medier (Nota)
Studiebøger og andet undervisningsmateriale kan blive produceret i et format, der kan læses op, og det kan materialer og opgaver også.
Nota er leverandør af studiematerialer. Nota kan rådgive dig i forbindelse med leveringsformer og formater og ved bestilling af produktion af nyt materiale.
Du skal have en bevilling, før du kan få adgang til studiematerialer hos Nota.
Du kan bestille studiematerialer på Notas hjemmeside (nota.dk)
Sekretærhjælp
Som blind eller svagsynet elev eller studerende kan du få sekretærhjælp, for eksempel til at tage noter og andre praktiske ting.
Sekretærhjælpen kan for eksempel være hjælp til at kopiere, tilmelde sig til eksamen og til at søge information på biblioteker.
Sekretæren skal ansættes hos den leverandør, der er tilknyttet STUK. Det kan med fordel være en fra din årgang eller dit hold, som bliver betalt for de timer, han/hun bruger på at bearbejde egne noter, lave kopier af noterne, og lignende.
Mobility
Formålet med mobilityundervisning er, at du lærer at finde rundt på dit uddannelsessted.
Du kan også få mobilityundervisning, hvis du skal starte i praktik.
Synskonsulenttimer
Synskonsulenten kan støtte både dig og dine lærerne på din uddannelse i at kompensere for dit synshandicap.
Synskonsulenten har som regel den direkte kontakt med dig og dine lærere og giver konkret rådgivning og vejledning. Synskonsulenten kan være tilknyttet kommunen eller regionen.
Synskonsulenttimer kan blandt andet bruges til:
- generel introduktion til dine lærere i synspædagogiske problemstillinger
- støtte til den enkelte lærers etablering af særligt tilrettelagt individuel undervisning – herunder introduktion til pædagogisk viden om udarbejdelse af studiematerialer til synshandicappede elever
- instruktion i brug af hjælpemidler, som understøtter brugen af hjælpemidler i konkrete sammenhænge på din uddannelse
- støtte til din anvendelse af studiematerialer fra Nota og hjælpemidler
Prøver og eksamen
Kontakt dit uddannelsessted i forhold til materiale til prøver og eksamen. Du er også velkommen til at kontakte Nota for at få vejledning.
Her finder du kontaktoplysninger til Nota (nota.dk)