Støtteformer

Frie kostskoler kan søge om tilskud til personlig assistance og hjælpemidler.

Tilskud til specialundervisning ydes pr. 1. august 2016 efter en taxametermodel med en takst pr. elev, der modtager specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Skolen indberetter i oktober antallet af specialundervisningselever til styrelsen.

Til elever med behov for supplerende undervisning eller anden faglig støtte, hvor støttebehovet er under 9 timer ugentligt kan der ikke søges om tilskud til specialundervisning. Skolen kan dog, hvis den opfylder en række betingelser, modtage et inklusionstilskud.

Frie kostskoler har mulighed for at søge tilskud hos styrelsen til følgende former for støtte:

Personlig assistance (tidligere praktisk medhjælp)

Personlig assistance kan søges til elever, der har behov for at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen. Eksempelvis elever med bevægelsesvanskeligheder, elever der sidder i kørestol, svagsynede eller hørehæmmede elever.

Hjælpemidler

Der kan søges om hjælpemidler til elever, der har behov for kompenserende hjælpemidler for at kunne begå sig på lige vilkår med de øvrige elever i klassen. Eksempelvis i form af it-udstyr til ordblinde eller svagsynede/blinde elever. Der bevilges også ergonomiske møbler til elever med bevægelsesvanskeligheder og høretekniske løsninger til hørehæmmede elever.

OBS: Der kan ikke søges om tilskud til hjælpemidler til elever, der er omfattet af skolens særlige undervisningstilbud (eksempelvis tilskud til hjælpemidler til ordblinde elever på ordblinde-efterskoler).

Kun støtte relateret til undervisningen

Der ydes kun tilskud til støtte relateret til undervisningen. Elever/kursister der har brug for støtte i samværsdelen, skal søge tilskud til dette i hjemkommunen.

Det kan der ikke søges tilskud til

Der gives ikke tilskud til bygningsmæssige ændringer eller udvidet skole-hjem-samarbejde.